Optimeret Vinindkøb

En gaves værdi er ikke lig med dens økonomiske værdi. Modtageren påskønner omhu og originalitet. Især vine, der aldrig før har været importeret til Danmark.

Vinmægleren A/S har siden starten i 1992 fundet vine med ægte latinsk personlighed og kvalitet både til virksomheder og andre vinimportører, der søger topnavne fra Italien. Jeg har lavet porteføljer for flere af Danmarks kendte vinfirmaer, da interessen for Italien eksploderede og få havde ekspertisen i dybden. En vinmægler er intet andet end et fordyrende mellemled, medmindre det lykkes at finde vine, der markant overperformer i forholdet kvalitet og pris. Vinmægleren A/S har muligvis de laveste omkostninger per solgt flaske, idet alle funktioner, lager, logistik, regnskab og revision er outsourced. Fra starten er filosofien, at i den hårde konkurrence med stadig dygtigere supermarkeder, mere transparens via nettet, må der køres et ‘tight ship’ for at konkurrere på super kvalitet til en skarp pris.

Det er lykkedes ud fra følgende filosofi: at gå efter producenter på vej op i de mest berømte områder: Brunello, Barolo, Barbaresco, Amarone. Ikke stjerne-navnene, hvor priserne allerede er løbet i vejret. Men producenter, hvor ambitionen er tydelig, men priserne endnu i ro. Omvendt i udkantsområderne: I nord eller det dybe syd. Her er det i Italien endnu muligt at hente de absolut førende producenter hjem til priser, der ligger langt under de indre, sensoriske og sensuelle kvaliteter. Der ligger 30 års intens research bag. 11 år som international vindommer i Italiens legendariske vinkonkurrence: Concorso Enologo, der går forud for verdens største vinmesse, Vinitaly. En fast del af mit forår i +30 år, idet messen med 30.000 besøgende dagligt afholdes i april, hvor kirsebærtræer i blomst forvandler Valpolicella Classico bakkerne til bølger af hvidt og rosa.

Jeg har en pipeline af lovende navne, hvis vine aldrig har været i Danmark. Det betyder, at De kan gøre en forskel for producenten. Og samtidig få en varm, personlig relation…med direkte kontakt til vinbonden i Italien. For børsnoterede danske virksomheder med et vist budget er eksklusivitet en mulighed. Det bliver Deres vin i Danmark. Med mulighed for besøg på vingårdene for bestyrelse, ledende medarbejdere og udvalgte nøglekunder. Høstrapporter og måske smagning i kælderen af de vine, der først kommer på flaske flere år frem i tiden. Især rettet mod børsnoterede danske virksomheder med et årligt indkøbsbudget af vin på min. 200.000 kr. ex. moms. Vine fra mindre, håndværksprægende producenter. De findes især i vinregioner som Alto Adige, Emilia-Romagna, Marche, Abruzzi og Calabrien. Udtryksfulde vine med ægte latinsk temperament i smag og duft!